Denne beretning er til ære for Frank som vi mistede i 2007, dette var hans sidste jagt i Australien og sikke en.

Jagtsæsonen er ved at gå på hæld her i Australien. Det har været et forrygende år med mange rigtig store trofæer og et par historier, som jeg syntes, de danske jægere skal høre lidt mere om.

Jeg have fornøjelsen at have Frank og Birgit Christensen har i juli måned i Darwin i det nordlige Australien. Frank og Birgit var her for et par år siden, hvor det var vildsvin og axisdyr, vi var efter og allerede dengang blev det bestemt, at næste gang skulle det være australsk vandbøffel. Søren fra Buhl's Jagtrejser havde arrangeret deres tur. Da de ankom kørte vi til hotellet, fik et bad, noget morgenmad og var derefter klar til at drage af sted til vores bøffelområde - ca. 5 timers kørsel fra Darwin.

Juli er en dejlig måned i det nordlige Australien, ca. 30 grader om dagen og ned til 18-20 grader om natten. Perioden maj til oktober er vinter her, og samtidig den tørre tid på året, hvilket er den egentlige grund til, at det er dette tidspunkt, hvor vi jager bøfler. Resten af året kan være meget vådt med oversvømmelser, hvilket gør det svært at komme frem.

Efter ankomst til vores jagtområde og alle var indkvarteret, blev det tid til at få prøveskudt riflen. En meget vigtig ting når man ikke bruger sin egen riffel. Alt blev gjort klar til næste morgens jagt.

Efter morgenmad var vi klar og vi begav os ud i bushen for at se efter store bøfler. Vi fandt en del bøfler og det er altid spændende den første dag at studere dem med kikkert, for at finde nogen som er store nok, før vi begynder at snige os nærmere. Efter en times tid skete det helt utrolige, at vi fandt en rigtig flot tyr, ude på et par hundrede meters afstand. Frank fik sin 458 og vi fik en back up 416 ladt og begyndte vores pürschjagt. Vi have vinden perfekt og vi endte op på ca. 50 meter fra ”herren”. En rigtig flot tyr med perfekte horn, men dens størrelse var lidt i underkanten. Vi stod og snakkede frem og tilbage, medens ”herren” gik og græssede.

Hvis ikke bøflen har lugten samtidig med at den kan se os, bekymre det den ikke det helt store. Vi stod stadig og prøvede at finde ud af om det skulle være den eller om vi skulle finde en større. Til sidst blev resultatet – denne første dag, inden for den første time – at ”vi nok finder en der er større”.
Noget som jeg ikke er sikker på, at jeg vil tilråde nogen igen!

Resten af dagen fandt vi ikke nogen bedre, og de næste to dage fandt vi heller ikke noget, der var værd at spilde tid på. Det blev dog til et par svin og lidt æsler.

På 4.-dagen kørte vi igen. Vi var alle mulige og umulige steder, hvor vi troede vi havde en god chance. Men nej, de var ikke at opdrive.

Det er derfor jeg mener, at man skal passe på ikke at lade et flot trofæ gå, selvom det er den første dag!

Nå, men det var ved at være hen mod middag og vi var kommet lang væk og sad i bilen og snakkede, lige idet vi kørte over en bakke. Der stod han, stille og roligt og græssede. Vi fik hurtigt bilen i bakgear og den fik alt hvad vi kunne tilbage ned ad bakken. Der blev ikke sagt meget, men vi var alle klar over, at vi havde fundet HAM. Nu var det "bare" at komme frem til ham. Vi blev alle hurtigt klar, men vi ikke kunne se ham, der hvor vi stod.

Vi løb ned i en udtørret bæk, som vi fulgte ca. 100 meter inden vi kom op og fik øjenkontakt med ham. Stadig ca. hundrede meter ude med meget højt græs. Den næste halve times tid fulgte vi bare efter. Vi kunne lige se ryggen af ham og det var tydeligt, at han var gammel. Vi kunne se knogler stikke ud, når vi så ham bagfra, men det var jo lige nøjagtig, hvad vi var efter.

Vi var nu kommet meget tæt på, ca. 50 meter, men havde stadig bøvl med det høje græs. Frank kunne ikke rigtig få et godt skud til ham, så han blev sendt 20-25 meter til venstre - helt nede på maven og endelig kom han over til et træ, hvor han langsomt kunne rejse sig op og få lagt an.

I mellemtiden havde vi stået og holdt øje med Frank, og da vi så, at han var klar, gik vi et skridt længere frem, hvor pludseligt 4-5 småfugle fløj op lige foran os. Vi fik et chok og tyren kikkede tilbage, men til alt held græssede den videre.

Vi gav tegn til Frank, at når han var klar sååå!!!! Der var meget stille en kort tid og pludselig lød skuddet. Med et sæt startede bøflen i løb og kom lige imod os. Den gik efter hvor den så fuglene flyve op. Frank fortsatte med at skyde og det samme gjorde vi, men bøflen blev ved med at komme nærmere. Til sidst løb Frank ud for skud og vi havde nu bøflen inden for 2-3 meter, hvor den drejede af i retning mod Frank. Jeg tog en hurtig beslutning om at komme bag et stort træ. Det viste sig, at det var for langt væk, så jeg endte i noget højt græs. Andrew skød stadig med hans 416. Da jeg landede i græsset og så tilbage efter Frank, så jeg ham i fuldt løb med tyren ca. 2-3 meter bagefter sig. Da lød det sidste skud, som fik bøflen ned og den blev liggende.

Der gik nu lidt tid, hvor vi alle prøvede at komme til hægterne. Jeg rejste mig op og prøvede at finde Frank, for at se om han var i orden. Det eneste jeg så, var en meget bleg Frank med let rystende hænder og endelig så jeg at Andrew havde ladt igen og var klar. Men tyren blev liggende.

Alle havde vi det fint og så blev der grinet. Jeg stoppede en cigaret i munden på Frank. Andrew forklarede, at da han skød det sidste skud, havde han både tyren og Frank i kikkerten!

En oplevelse rigere og sikken én! Men der var flere overraskelser.

Vi fik fat i bilen og skulle have tyren lagt klar til fotografering. Samtidig fik vi fat i et målebånd for at se, hvor stor bøflen var. Vi fik den målt og da vi begyndte at regne størrelse ud kom vi frem til 110SCI. Jeg fik fat i Andrew og han målte efter og fik samme resultat. Milde måne, sikken én.

Det viste sig dog, at den side vi målte, var hel, mens den anden var brækket ude i spidsen. Så vi nåede "kun" op på 106SCI, men sikken et trofæ.

Som man så tit læser, er bøffeljagt en meget spændende jagt og til tider farlig. Noget man aldrig tænker på, før man har prøvet det. Det er noget andre kommer ud for, ikke én selv.

Men vi har nu prøvet det og der skal noget til at slå den. Godt skuldret Frank og tillykke med et fantastisk trofæ.

Vi vil aldrig glæmme dig her i Australien.

Jørgen