Vi startede tidligt denne morgen og kørte ca. en times tid til et område, hvor der var set store trofæer og sidst på formiddagen kom vi i kontakt med en flok på ca. 12-15 dyr. Vi kunne i kikkerten se, at der var et par store tyre og blev enige om, at vi var nødt til at se lidt nærmere på dem.

Så begyndte pürschjagten, hvor vi sneg os ca. 100-150 meter ind på byttet. Men da vi var mellem træer og andet krat, kom vi ikke på skudhold.
Flokken var klar over, at der var noget i gære. Det mærkelige var, at det var som om tyrene gik lidt i baggrunden og et par køer stod tættere på os og holdt øje med hvad der skete. Der gik en halv time hvor vi stod meget stille og vores flok begyndte at komme tilbage imod os. En af tyrene var nu kommet frem i lysningen. En stor gammel tyr gik der og hyggede sig med sit harem og anede ikke, at vi nu havde fået Keld ind på 60-70m. Der var meget roligt ca. 5 - 10 minutter.
Men pludselig blev der skudt, og så skete der ting og sager. Vi havde banteng løbende i alle retninger, indtil de fik taget sig sammen og løb væk fra os.

Vi kunne se, at vores game banteng var ramt. Den var ikke løbet langt og efter endnu et skud var den nede. Et perfekt skud. Det første og det andet var kun for at være helt sikker. En virkelig flot banteng-tyr var nu for første gang i sit "liv" klar til at blive fotograferet.

Som kalve er banteng lysebrune, men med alderen bliver de næsten sorte fra hovedet og nedefter, og endelig, når de når pensionsalderen, bliver de lysere stadig med et hvidt spejl i bagdelen.

Så var det tid til at fejre dagens begivenheder. Vi skulle selvfølgelig have ordnet trofæet og derefter begav vi os tilbage til lejren, med lidt afslapning, et godt måltid samt et godt glas vin.

Vi er nu kommet ind i det nye år og dermed en stille og rolig tid, hvad jagt angår. Ikke på grund af fredninger, men de fleste af vores jagtområder er oversvømmet, nu regntiden sætter ind i januar, og normalt varer den til april-maj, hvor vi kan stille og roligt starter op igen.

Fredninger her i Australien er noget anderledes end i Danmark, da vi ikke har nogen!! Hovdyr skulle egentlig ikke være her, men da de nu engang er blevet indført og sluppet ud - for hundrede af år siden - har vi store bestande af forskellige dyrearter bl.a. bøfler - og selvfølgelig vildsvin. Australien er derfor et fantastisk jagtland uden de store restriktioner, undtaget dem man selv, som jæger, har.
Vi skyder f.eks. kun trofædyr og i det hele taget opfører vi os ordentligt i naturen. Med netop naturen i tankerne skal de forskellige "indførte" vildt-arter holdes nede på et rimeligt niveau.

2003 har været et utroligt år for os her i Australien. Det var året, hvor vi startede med danske jægere og jeg kan roligt sige, at det blev en succes. Vi havde fantastiske oplevelser og virkelig imponerende trofæer.

I august havde vi Keld Hansen og hans søn Morten på en måneds jagt og sightseeing. Vi startede i Northern Territory hvor den stod på banteng-jagt på Cobourn-halvøen ca. en times flyvning fra Darwin. Et øde område med en fantastisk natur med bl.a. den berømte banteng - også kaldet balikvæg - hvor den oprindelig stammer fra, men har nu levet vildt i et par hundrede år og man regner med, at der er en bestand på ca. 3.000 stk.

Vores bøffelområde er på 4.500 km2 med en fantastisk natur og selvfølgelig et dyreliv man ikke finder andre steder i verden. Oprindeligt beboet af indfødte Australier de sidste 50.000 år.

Da vi landede på halvøen, kørte vi ca. ½ time til vores lejr. Der var meget vi skulle nå, så efter indkvarteringen gik vi lige på og hårdt. Samme eftermiddag havde vi muligheder for banteng, men da det var første dag tager man jo ikke det første, der kommer for.

Så var det, at vi næste morgen fik banteng......

Dagen efter fløj vi tilbage til Darwin og efter en køretur på 6-8 timer var vi sidst på eftermiddagen fremme, og så stod den på bøffeljagt.
Næste morgen gik det løs. Bilen blev pakket og vi var klar til at se lidt nærmere på disse enestående dyr.

Man regner med at der er en bestand af bøfler i dette område på ca. 4.000-5.000 dyr, så selvfølgelig ser vi masser. Men det vi går efter er store imponerende trofæer – i hvert fald over 100SCI, hvilket er meget store og gamle bøfler. Grunden til at vi kan garantere disse store trofæer er, at vi ikke skyder nogen mindre end 95SCI. Det gør, at vi også næste år kan finde imponerende bøfler.

For at bevise kvaliteten af dette område kan det nævnes, at der er skudt 3 nuværende verdensrekorder; riffel – bue og pil - og forlader. Men lad mig sige med det samme, at vi ikke lover verdensrekorder - kun at trofæerne på dette område er meget store dyr.
Mange outfittere her i Australien skyder bøfler på ca. 80SCI.

Da vi nåede frokost fik vi lidt at spise og et par timers hvil. Vi havde haft alle tiders formiddag, men endnu ikke fundet en bøffel, der passede til Keld.
Ved 3-tiden kørte vi igen ud og efter en halv times tid så vi én, der kunne være noget. Bilen blev stoppet og vi prøvede at komme lidt tættere på.
Vi var nu inde på ca. 80 meter. Bøffeltyren havde ikke set os, da vinden var perfekt og Keld kunne nu se, at den var stor nok til at han var interesseret.
Vi var nu inde på 60 meter og havde fundet et træ Keld kunne læne sig op ad. Herfra så vi, at den var meget gammel og havde været i adskillige slagsmål. Der gik endnu 10 min.

Så kom skuddet. Lige på bladet. Bøflen løb lidt rundt og begyndte at få problemer. Der lød endnu et skud og ”herren” var nede.

Bøfler er noget af det farligste at komme i nærheden af, så vi ventede en halv times tid, før vi var modige nok til at komme tæt på.
Sikken en bøffel! Gammel og stor med en masse mærker, og som Keld sagde, lige hvad han kom for.

Vi fik forberedt skind og opsats og det var tiden at komme hjem.

Næste dag var vi klar igen. Vi havde pakket til en 2-dages tur og det lød til at der var stemning for endnu en bøffel.
Vi kom frem til noget tæt krat, hvor der var noget der bevægede sig. Bilen blev stoppet og lige da vi åbnede dørene, kom der en so med fire tilbedere efter sig for fuld fart.

Morten var hurtig og fik skudt og vi havde en stor kiler nede.

Vi prøvede at følge efter de andre, men kunne ikke være med.

Da vi kom tilbage blev vi lidt overraskede. Ornen der lå der, var den største jeg endnu havde set. Det viste sig, at det var en af de 40 største, der nogensinde er blevet skudt i Australien. Virkeligt godt klaret af Morten.

Samme eftermiddag fik Keld sin anden bøffel.

Større end den første, men en helt anden form.

Nu var det Mortens tur til at se, om han kunne få en bøffel.

Men det var den sværeste af dem alle.

Det tog os 4 dage at komme tæt nok på den rigtige, men så var glæden endnu større, da det endelig lykkedes.

Keld og Morten fik også en del andre orner og æsler, hvilket der er mange af i dette område.

Vi havde fået det, vi kom for og efter en hviledag, hvor trofæer blev kogt og saltet, var det tiden til at køre til Queensland.